Invitation til seminar på Vejle Fjord: Er du kommunal aktør og arbejder du med unge og mistrivsel?
Dette seminar er for dig, der gerne vil blive opdateret på den nyeste forskning i litteratur, unge & mental sundhed. Seminaret vil give praksisviden om, hvordan guidet fælleslæsning som metode kan bruges i arbejdet med unge i mistrivsel, og hvordan du som kommunal aktør kan samarbejde med en civilsamfundsorganisation om at række ud til og skabe bedre trivsel for unge.
På seminaret vil du stifte bekendtskab med metoden guidet fælleslæsning og høre om forskningen bag v. seniorforsker og direktør i Læseforeningen Mette Steenberg. Dernæst vil du få kendskab til Læseforeningens arbejde med at skabe frivilligt drevne ung-til-ung læsefællesskaber for unge i mistrivsel v. Sigrid Storm, projektleder for ungedrevet skønlitterær aktivisme. Endelig vil der være oplæg v. Anne Mette Nielsen, Lektor, Center for ungdomsforskning, om unge på kanten og kunst og kultur som engagement og deltagelse.
Sidst men ikke mindst byder seminaret på en workshop med Læseforeningens unge skønlitterære følgevenner, hvor vi skal blive konkrete på, hvordan vi sammen bygger broen mellem kommunale indsatser og civilsamfundets fællesskaber.
Program for seminaret ligger fra kl. 11.00 den 7. marts - til eftermiddag den 8. marts. Seminaret er gratis, men der er begrænsede pladser. For at komme med skal du kontakte Læseforeningens direktør Mette Steenberg på mail mette@laeseforeningen.dk eller på telefon: 71794420 senest den 23. februar. Læseforeningen forbeholder sig retten til at prioritere aktører fra kommuner som allerede arbejder strategisk med kultur og sundhed eller arbejder fokuseret med samskabelse med civilsamfundet, og som er interesserede i at styrke eller skabe en fælles ungeindsats i samarbejde med Læseforeningen.