Pressemeddelelse: Donation fra TrygFonden skal sikre kapacitetsopbygning og hjælpe med at skabe flere læsefællesskaber bredt i landet
Det er med stor glæde, at Læseforeningen har modtaget en generøs donation på 5,7 millioner fra TrygFonden. Donationen sikrer nødvendig kapacitetsopbygning i Læseforeningen, blandt andet med en ny digital infrastruktur, som gør det muligt at skabe et digitalt mødested for læseguider uanset hvor i landet de og læsefællesskaberne befinder sig.
”Læsefællesskaber har vist sig at styrke deltagernes tro på egne evner og oplevelsen af selv at bidrage til fællesskabet. Det giver dem mulighed for at opøve erfaring og kompetencer, som kan sættes i spil også i andre relevante sammenhænge som fx uddannelse eller arbejdsmarked. Vi er derfor glade for at støtte Læseforeningens nye indsats, som forhåbentlig vil skabe endnu flere positive og givende læsefællesskaber rundt om i landet til gavn og glæde for voksne i alle aldre,”
siger Frederik Mühldorff Sigurd, projektchef i TrygFonden.
Læseforeningen har gennem de sidste 15 år opbygget en civilsamfundsorganisation via en række forsknings- og udviklingsprojekter, som har skabt viden om effekterne af Guidet Fælleslæsning og mental sundhed i forhold til særlige målgrupper. Dette er blandt andet sket med forskningsmidler fra TrygFonden. Organisationen er vokset hurtigt og den nuværende bevilling sikrer en nødvendig kapacitetsopbygning, som gør den det muligt at opbygge en organisatorisk og digital infrastruktur, der sikrer, at Læseforeningens frivillige læseguider har adgang til den viden og de materialer, de skal bruge for at skabe lokale læsefællesskaber. Endeligt giver donationen Læseforeningen mulighed for at gribe de mange henvendelser om oprettelse af nye læsefællesskaber i de mindre byer rundt on i landet, hvor vi i øjeblikket ikke har samarbejder der kan understøtte en frivillig indsats. Dette er en fantastisk nyhed der vil sikre at metoden guidet fælleslæsning bliver muligt at opleve for endnu flere mennesker i Danmark.
Mette Steenberg, direktør for Læseforeningen, udtaler:
”Det er en enormt vigtig bevilling for os som organisation. Den giver os mulighed for at gribe det store lokale, frivillige engagement, som vi mærker rundt om i landet, og sige ’Ja, selvfølgelig skal der også være et læsefællesskab i Vordingborg og et i Hanstholm'. Samtidig kan vi skabe et fedt digitalt mødested for de mange læseguider, hvor man kan udveksle erfaringer med tekster, hente viden om metoden og gensidigt inspirere hinanden – noget, som har været efterspurgt i mange år”.
Læseforeningen er en civilsamfundsorganisation stiftet i 2010. Læseforeningen tæller 400 læseguider og skønlitterære aktivister, der faciliterer 200 ugentlige læsefællesskaber over hele landet. Organisationen arbejder med medskabelse som organisatorisk og praktisk princip og har en vision om et samfund, hvor der er plads til meningsfulde møder mellem mennesker på tværs af alder, køn, kultur og livsvilkår. Kontakt os hvis du er interesseret i at skabe et læsefællesskab i dit lokalmiljø eller samarbejde på anden vis - hvor som helst i landet!