‘Ung, skrivende, læsende i en verden der brænder’ - 6 ugers workshopforløb og fællesskab på Godsbanen i Aarhus for unge med særlig interesse for litteratur
Er du mellem 15 og 21 år og kunne du tænke dig at blive en del af et fællesskab med andre unge med litteratur i fokus? Til forløbet ‘Ung, skrivende, læsende’ vil du i løbet af seks mødegange i foråret 2025 skrive, læse og endeligt producere en mindre udgivelse sammen med ca. 12 andre unge. Forløbet finder sted på Godsbanen i Aarhus C.
Halvdelen af mødegangene vil vi have fokus på guidet fælleslæsning, en metode hvor vi læser sammen i plenum og taler om, hvad vi har læst. Den anden halvdel af mødegangene vil have fokus på at skrive. Den sidste mødegang, lørdag den 1. marts, mødes vi til en fantastisk dag sammen hvor vi i fællesskab med Kristian Johansen fra Det rullende trykkeri (KBJ Printing) og vi vil udtænke, skabe og trykke en udgivelse sammen. Når vi til sidst har udgivelsen i hænderne, åbner vi dørene op og inviterer til reception med bobler og andet lækkert! Du modtager mere info om forløbet når du er tilmeldt.
Praktisk information og ansøgning:
Vi mødes mandage kl. 18-20.30 fra d. 27/1-24/2. Vi starter hver aften med lidt aftensmad, pizza eller lignende til dem som har lyst til at spise med. Vi mødes sidste gang lørdag d. 1/3 kl. 10-ca. 20.00 hvor vi trykker udgivelse og afholder reception. Det er gratis at deltage og forplejning er betalt af projektet.
Måske skriver du selv, måske elsker du bare at læse? Faktisk behøver det ikke være det ene eller det andet, det vigtigste er, at du er klar på at engagere dig i forløbet i de seks uger det varer og er frisk på at møde op med et åbent sind. Det er gratis at deltage, og vi forventer at du kan deltage alle mødegange.
Forløbet er et samarbejde med Læseforeningen, Skrivekunstskolen og en gruppe forskere fra Aarhus Universitet. Til forløbet vil der være litteraturforskere fra Aarhus Universitet til stede. Deltagere vil som del af et forskningsprojekt (læs lidt mere nedenfor) blive spurgt ind til deres erfaringer med og meninger om (klima)litteratur.
Er du interesseret så send en kort motiveret ansøgning til annaliv@laeseforeningen.dk og fortæl os, hvorfor du gerne vil deltage i forløbet. Spørgsmål kan rettes til samme mail. Ansøgningsfrist er 17. januar.
Om Læseforeningen:
Læseforeningen er en social frivillig forening, der arbejder i krydsfeltet mellem litteratur og sundhed. Læseforeningens formål er at bringe litteraturen ud, hvor den gør gavn, og skabe stærke læsende fællesskaber. Læseforeningen arbejder med metoden guidet fælleslæsning.
Om Skrivekunstskolen:
Skrivekunstskolen er for unge i alderen 17-30, som vil prøve kræfter med kreativ skrivning. Der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage – kun lysten til at arbejde med den kreative proces, som er tekstproduktion og tekstkritik.
Om forskningen tilknyttet:
Workshopsforløbet er udviklet i samarbejde med forskningsprojekterne Afmagt, der undersøger danskernes oplevelser af afmagt, og YoungLit, som fokuserer på unges læseoplevelser og deres forhold til litteratur. Projekterne støttes af Velux Fonden og Danmarks Frie Forskningsfond.